Michael Kjeldgaard

Jeg hedder Michael Kjeldgaard og er 56 år gammel. Jeg bor sammen med min hustru Dorte i Nykøbing Sj.

Gennem mit politiske virke har jeg været valgt til byrådet for fire perioder, jeg har været gruppeformand og to gange tidligere udvalgsformand for Socialdemokratiet. Politisk er jeg særligt optaget af hele ældreområdet, men også socialpolitik og uddannelsespolitik bredt. Desuden også kulturområdet, byudvikling, arkitektur, bygningsbevaring og miljøområdet har min interesse.

I den forgangne byrådsperiode har jeg været stærkt engageret i sagen om Lynghuset, hvor det har været særligt vigtigt at arbejde for retfærdighed og ordentlighed overfor pårørende, borgerne og ikke mindst de ansatte, som alle har været meget påvirkede af hele forløbet.

Flertallet har i byrådsperioden nægtet at lave en ny ældrepolitik og derfor arbejdes der stadig ud fra en utidssvarende politik fra 2020.

Vi har fået en helt ny ældrelov, samtidig kommer der nye regioner jf. sundhedsstruktur kommissionen. Jeg kunne godt tænke mig, at få kulturområdet ind som aktør i en ny aktiv ældrepolitik, som laver indsatser mod ensomhed og højner livsglæden i alderdommen.

Vi har brug for at bygge flere kommunale plejehjemsboliger og det skal vi gøre i samarbejde med et boligselskab.

Odsherred har også brug for en reform af hele unge- og uddannelsesområdet.

Vi skal finde nye og kreative veje i at løse udfordringer med skolefravær på grundskolerne, styrke indsatsen ift. unge og gennemførelse af ungdomsuddannelse, vi skal arbejde strategisk med at øge rekruttering til velfærdsområderne, fremtiden rummer netop den udfordring, at der bliver færre unge og flere ældre.

Jeg har ikke været involveret i forløbet omkring Odsherred forsyning, men det er en enormt ulykkelig situation for alle parter. Jeg har stillet en del spørgsmål til denne sag og det er vigtigt at vi som fællesskab kommer igennem denne enorme krise på bedste vis.

Kandidater til kommune- og regionsvalg